|
PRESSEMEDDELELSE | 06.07.2010
Pressemeddelelse som WORD
Pressemeddelelse som PDF
International pressemeddelelse fra H2MOVES projektet
H2 Logic og en række europæiske samarbejdspartnere, herunder bilproducenterne Daimler og Fiat, investerer 145 mio. kr. i afprøvning af brintbiler og tankstationer i Oslo. Projektet går under navnet "H2MOVES Scandinavia" og har opnået EU støtte på 58 mio. kr. samt bidrag fra det danske EUDP program og det Norske TRANSNOVA program. H2 Logic skal levere brændselsceller til en række køretøjer i projektet samt forestå etableringen af en brint tankstation i Oslo samt en mobil brint tankstation til brug i Europa.
Brintbiler anses for at være et blandt flere bæredygtige supplementer til fossile brændstoffer. Brint kan produceres på basis af vedvarende energi og tankes på køretøjer lige så hurtigt som benzin og giver samme lange rækkevidde. Brændselscellen omdanner brinten til strøm, der efterfølgende driver køretøjet. Processen er støjsvag og meget energieffektiv og med vand som eneste udstødning.
Sidste år indgik de større bilproducenter en hensigtserklæring om at arbejde for en markedsintroduktion af brintbiler fra omkring 2015 hvor det årlige produktionsvolumen skal nå op til et par hundrede tusinde køretøjer. Seneste har Toyota og KIA annonceret at man forventer at nå en pris for brintbiler i 2015 på ca. 300.000 kr. hvilket med afgiftsfritagelsen for brintbiler i Danmark gør prisen konkurrencedygtig.
Danmark og Skandinavien har siden 2006 samarbejdet omkring en fælles vision om at sikre området som et blandt de første i verden hvor brintbiler markedsintroduceres omkring 2015. Indtil nu er 7 brint tankstationer i drift i Skandinavien med yderligere 3 under etablering bl.a. en i Holstebro i Danmark.
Med det nye EU projekt "H2MOVES Scandinavia" er første milepæl nået for samarbejdet nemlig at både EU og de internationale bilproducenter igangsætter afprøvning af brintbiler i området.
I H2MOVES projektet skal 17 stk. brændselscelle biler afprøves i Oslo, sammen med etableringen af en storskala brint tankstation i byen. Bilerne skal ligeledes på en rundtur i Europa sammen med en mobil brint tankstation for at formidle projektets resultater samt perspektiverne indenfor brint til transport. H2 Logic skal levere brændselsceller til 5 stk. bybiler i projektet, fra TH!NK samt forestå etableringen af begge brint tankstationerne. De resterende biler leveres fra Daimler og FIAT. Hydrogen Link Danmark deltager i projektet med henblik på at sikre koblingen til Danmark.
Foreningsleder i Hydrogen Link Danmark, Flemming Wennike udtaler:
"At bilproducenterne nu også har aktiviteter i Skandinavien er et vigtigt skridt for at sikre at området også bliver en del af udrulningen af brintbiler fra omkring 2015. Netop adgangen til brint køretøjer kan skabe et tidligt hjemmemarked for danske virksomheder særligt indenfor teknologier til brint produktion og optankning som har et betydeligt globalt eksportpotentiale der kan skabe arbejdspladser og indtjening til Danmark."
Særligt i Tyskland er eksportpotentialet for brint teknologi betydeligt da ledende energiselskaber sidste år annoncerede et samarbejde kaldet "H2Mobility" omkring etablering af op til 1.000 brint tankstationer frem mod 2017. Initiativet er bakket op af tyske myndigheder som har afsat op imod 9 mia. kr. til både brint- og batteribiler samt understøttende infrastruktur i perioden.
Direktør i H2 Logic A/S, Jacob Krogsgaard udtaler:
"H2MOVES projektet er en stærk mulighed for H2 Logic til at udvikle og afprøve vores brint og brændselscelle teknologi i et tæt samarbejde med de ledende bilproducenter. Etableringen af brint tankstationerne i projektet vil give os en betydelig og anerkendt reference som vi særligt vil anvende mod det tyske marked de kommende år."
"H2MOVES Scandinavia" projektet har et samlet budget på 145 mio. kr. med 58 mio. kr. i støtte fra det Europæiske "Fuel Cells & Hydrogen Joint Undertaking". FCH-JU programmet har 3,7 mia. kr. frem mod 2012 til støtte indenfor brint og brændselscelle teknologier, og H2MOVES projektet er det første fyrtårnsprojekt under programmet. Det danske EUDP program og Norske TRANSNOVA program bidrager også med finansiering til projektet, foruden bidrag fra de deltagende virksomheder.
Download Pressemeddelelsen:
Pressemeddelelse som WORD
Pressemeddelelse som PDF
International pressemeddelelse fra H2MOVES projektet
YDERLIGERE OPLYSNINGER
H2 Logic A/S, direktør, Jacob Krogsgaard, tlf. 2871 8945, jk@h2logic.com
Hydrogen Link, foreningsleder, Flemming Wennike, tlf. 2938 3965, fw@hydrogenlink.net
FAKTA - "H2MOVES Scandinavia "projektet
Formål: Første fyrtårnsprojekt for demonstration af brintbiler og tankstationer under det nye Europæisk program "Fuel Cells & Hydrogen Joint Undertaking". Over en treårig periode skal 17 stk. brintbiler afprøves i Oslo samt en brint tankstation etableres. Ligeledes skal projektets resultater formidles ved gennemførslen af en rundtur med brintbilerne i Europa sammen med en mobil brint tankstation.
Køretøjer: 10 stk. Mercedes B-Class F-Cell, 2 stk. Alfa Romeo MiTo og 5 stk. TH!NK/H2 Logic City
Tankstationer: Permanent hydrogen tankstation i Oslo og en mobil hydrogen tankstation fra H2 Logic A/S
Budget: 145 mio. kr. - EU støtte på 58 mio. kr. samt bidrag fra EUDP (DK) og TRANSNOVA (NO)
Deltagere: Daimler AG, CRF FIAT S.p.A., H2 Logic A/S, LBST GmbH, TÜV-SÜD, Hydrogen Sweden,
SP Technical Research Institute of Sweden og Hydrogen Link Danmark
H2 Logic A/S | www.h2logic.com
H2 Logic er en førende udvikler af elektriske og forureningsfrie transportløsninger baseret på brint og leverer brændselscellesystemer til gaffeltrucks og brint tankstationer til optankning af køretøjer.
Foreningen Hydrogen Link Danmark | www.hydrogenlink.net og www.scandinavianhydrogen.org
Hydrogen Link arbejder for at fremme udbredelsen af brændselscelle elektriske biler og etableringen af brint tankstationer i Danmark. Hydrogen Link er en del af, "Scandinavian Hydrogen Highway Partnership", der arbejder for at etablere brint tankstationer i og udbrede brændselscelle biler de skandinaviske lande.
|
|
|