|
19.01.2012
Brintbiler skal fremover køres og ejes af helt almindelige briter. Den britiske regering har indledt et storstilet samarbejde med bilproducenter og industri virksomheder som skal bringe landet i førersædet indenfor den hastigt voksende industri for brintbiler og infrastruktur.
Snart kører briterne ikke kun i den anden side af vejen, men også i anderledes biler, end danskerne gør. Brintbilerne skal nemlig gøres "mainstream" i Storbritannien gennem det nye samarbejde mellem myndigheder og industrien.
Visionen er at samarbejdet skal sikre at Storbritannien bliver en nøgleproducent indenfor fremstilling af brintbiler.
"Storbritannien viser sig som et nøgleområde for biler med lav udledning af CO2 i kraft af det voksende antal af el- og hybridbiler på vores veje", udtalte erhvervsminister Martin Prisk til engelske Sky news i anledningen af satsningen.
Samarbejdet går under navnet UKH2Mobility og samler foruden tre ministerier også 13 selskaber fra gas-, infrastruktur- og bilproducentsektoren. Denne gruppe skal nu se på mulighederne for at få brintteknologien etableret i Storbritannien med tanke på at udbrede teknologien på markedet:
"Brint- og brændselscellebiler bliver i stadig større grad set på som et af de mest levedygtige alternativer, når det kommer til fremtidens CO2-neutrale køretøjer", sagde Martin Prisk videre, mens han fremhævede fordelen ved, at brintbiler nu kan optankes på få minutter og matche benzinbilerne i rækkevidde.
Helt konkret skal UKH2Mobility også se på, hvad det vil kræve og ikke mindst koste at etablere en komplet infrastruktur med brint-tankstationer i Storbritannien.
Toyota, som er en af de 13 selskaber i UKH2Mobility, lægger ikke skjul på, at virksomheden har store planer med brint:
"Vi planlægger at gøre brintbiler kommercielle i 2015 og for at nå det mål, er en infrastruktur til optankning helt nødvendig", siger Toyota Europa-direktør, Didier Leroy til BBC News.
Projektgruppen skal ligeledes kortlægge, hvordan udbredelsen af brint til transport i Storbritannien kan medvirke til jobskabelse og til et generelt boost af landets økonomi.
Samarbejdsaftalen er underskrevet af:
- The Department for Business, Innovation and Skills (BIS)
- The Department for Energy and Climate Change (DECC)
- The Department for Transport (DfT)
- Daimler AG
- Hyundai Motor Company
- Nissan Motor Manufacturing
- Toyota Motor Corporation
- Vauxhall Motors
- Tata Motors European Technical Centre plc.
- Air Liquide Hydrogen Energy, SA
- Air Products plc.
- The BOC Group Limited
- Johnson Matthey Fuel Cells
- Intelligent Energy Limited
- ITM Power plc.
- Johnson Matthey Fuel Cells
- Limited Scottish and Southern Energy plc.
Kilder:
UK-H2Mobility pressemeddelelse
http://www.bbc.co.uk
www.news.sky.com
www.fuelcelltoday.com
|
|
|