|
15.08.2010
To af verdens største bilproducenter rygtes at være på vej i et tæt samarbejde omkring udvikling og udbredelse af fremtidens brintbiler.
Daimler/Mercedes brintbiler på besøg ved brinttankstation i Malmö
"Der har aldrig været et bedre tidspunkt end lige nu, når det kommer til at introducere brintbiler til de markeder, der er klar med infrastrukturen".
Det var beskeden fra Dr. Dieter Zetsche, CEO hos bilproducenten Daimler, på åbningsdagen for WHEC 2010; World Hydrogen Energy Conference i Tyskland.
Hans samlede budskab var klart: "I det lange løb er det kun brint, der kan erstatte olie, fordi batteriteknologien ikke er i stand til at løse problematikken om de lange afstande".
Rygterne om et samarbejde om brintbiler mellem Toyota og Daimler kommenterede Dr. Dieter Zetsche dog ikke. Anonyme kilder har i Financial Times Deutchland ellers afsløret, at de to bilproducenter går med tanker om at samarbejde omkring fremtidens brintbiler. Mange gætter på, at Toyota får brug for Daimlers assistance i sin ambitiøse plan om at sætte brintbiler i 300.000 kroners klassen i masseproduktion i 2015, og at de to bilproducenter planlægger at samarbejde omkring investering i fremskyndelse brændselscelle udviklingen.
Delte udgifter og delt udvikling
Begge firmaer har allerede stor erfaring inden for brændselscellekøretøjer. Mens Daimler har arbejdet med teknologien siden 1994 har Toyota været i gang siden 1992, og begge producenter har testbiler på landevejene. Hvor mange tekniske udfordringer ifølge producenterne er løst er prisen stadig høj. De fleste skøn siger, at det koster omkring en million dollars at fremstille en brintbil, mens Toyota hævder, de allerede har skåret omkostningerne ned med 90 procent. Med derfra og til at sætte brintbilen i masseproduktion kræver stadig en halvering af de nuværende omkostninger, hvilket kun er muligt gennem volumenproduktion.
Meldingerne fra Daimler går på, at firmaet har investeret et godt stykke over en milliard engelske pund i brændsescelleteknologi, og bilproducenten har et partnerskab med bl.a. brændselscelleproducenten Ballard omkring at udvikle teknologien. Teamer Daimler op med Toyota bliver det derfor et tre-grenet partnerskab med to af verdens største bilfirmaer i et samarbejde, der kunne tage form som et "joint venture", skriver Financial Times Deutschland.
Samarbejde er et logisk skridt
Er der noget om snakken, og puljer Toyota og Daimler kræfterne sammen, er det både en klog og en logisk beslutning, skrev Tim Urquhart, analytiker hos IHS Global Insight, i en rapport tidligere på året:
"De høje udviklingsomkostninger set i sammenhæng med forsøget på at få brændselscelleteknologi i produktion betyder, at det er et meget logisk skridt for Daimler og Toyota at forsøge at dele bade udgifter og viden omkring brændselscelleteknologien.".
Bilproducenterne Daimler, Toyota, General Motors, Ford, Honda, Nissan og Hyundai blev sidste år enige om at samarbejde hvor det er muligt for at promovere spredningen af brændselscellebiler fra 2015.
Kilder:
www.reuters.com
www.rumors.automobilemag.com
www.fuelcelltoday.com
www.h2euro.org
|
|
|