|
700bar brint station i Holstebro
Danmarks første 700 bar-brinttankstation er åbnet i Holstebro. På tre minutter har bilen brændstof nok til en tur tværs over Danmark
Vancouver, Canada. Frankfurt, Tyskland. Og Holstebro, Danmark. Det er blot tre af et hastigt voksende antal steder i verden, hvor man kan fylde tanken på en brintbil med et tryk på 700 bar. Det høje tryk gør det muligt at fylde nok brint på bilen til, at den kan køre lige så langt på én optankning som benzin- og dieseldrevne biler.
Anlægget i Holstebro blev indviet 20. juni 2011. Selve påfyldningen tager kun tre minutter, og så har bilen brændstof til at køre flere hundrede kilometer. En prøvekørsel har allerede vist, at det er muligt at tanke bilen i Holstebro og køre tværs over Danmark til København på én optankning.
Holstebros borgmester H. C. Østerby prøvede tankanlægget og fik sig en køretur i en af de nye brintbiler, som kommunen netop har indkøbt. Han ser store muligheder i brint.
”Brintproduktion er blot ét af en række spændende tiltag på klima- og energiområdet i Holstebro Kommune, som også omfatter biogas, vindenergi og på sigt måske også bioethanol. Det nye brint-højtryksanlæg kan forsyne de nyeste generationer af biler. Forhåbentlig betyder det også, at vi ser mere til bilfabrikkernes repræsentanter, for virksomhederne i Holstebro har allerede mangeårig tradition for at samarbejde med bilindustrien,” siger H. C. Østerby.
Tankanlægget bliver forsynet af Vestforsyning, som har produceret brint siden 2008. Bestyrelsesformand Arne Lægaard glæder sig over, at Holstebro er med i allerforreste linje.
”Vi får nogle værdifulde erfaringer med brint, som også kan bruges til andet og mere end biler. For eksempel kan vi anvende brint som tilsætningsstof i produktionen af biogas, og vi kan forædle den færdige biogas, så den vil kunne afsættes via det eksisterende naturgasnet. Samtidig håber vi, at brint vil trække forskning og arbejdspladser til Vestjylland, for her nøjes vi ikke med laboratorieforsøg. Vi bruger teknologien i fuld skala,” siger Arne Lægaard.
Tankanlægget er udviklet af Herning-virksomheden H 2Logic, som på få år er blomstret fra iværksætterstatus til at være et kendt navn langt uden for landets grænser. Eksempelvis bliver to anlæg mage til Holstebro-tanken indviet i Oslo i løbet af efteråret med flere stationer planlagt i 2012.
”Det har naturligvis en sentimental værdi, at vi kan introducere 700 bar-anlægget på hjemmebane i Midt- og Vestjylland, men det betyder mindst lige så meget, at vores teknologi har opnået international opmærksomhed og accept. Det er også et stort skridt fremad for introduktionen af brint til transport, da det nu er muligt at tanke brint og køre lige så langt som på benzin og diesel. Netop disse egenskaber er vigtige for at gøre elektrisk fremdrift af større personbiler acceptabel for den almindelige forbruger,” siger direktør Jacob Krogsgaard.
Bilproducenten Daimler var også til stede ved indvielsen i Holstebro, hvor man bl.a. kunne se og prøvekøre den nye Mercedes-Benz F-Cell. En af grundene til den internationale interesse er, at Danmark indtil videre har fritaget brintbiler for registreringsafgift.
Brinttankstationen i Holstebro er støttet af Energistyrelsens EUDP-program.
Yderligere oplysninger
John Sohn, direktør, Climate Circle
+45 2367 2268 | js@climatecircle.dk
Flemming Wennike, foreningsleder, Hydrogen Link Danmark
+45 2938 3965 | fw@hydrogenlink.net
|
|
Click for english
Pressemeddelse - brint tankstation åbning 20. juni 2011
VIDEO AF OFFICIELLE TALER VED ÅBNINGEN
BILLEDER FRA ÅBNINGEN
Fri anvendelse til pressebrug ved angivelse af fotograf.
Klik for høj opløsning - Foto: Jens Bach
Klik for høj opløsning - Foto: H2 Logic A/S
Klik for høj opløsning - Foto: Jens Bach
Klik for høj opløsning - Foto: Jens Bach
Klik for høj opløsning - Foto: Thomas Maxe
Klik for høj opløsning - Foto: Thomas Maxe
|
|