19.05.05 Nyt nordisk hydrogen-projekt - fra Molde til Hamburg
I Norden findes en række unikke forudsætninger for etablering af en sammenhængende hydrogen infrastruktur: Store mængder af vedvarende energi, en lang række virksomheder med energiteknologiske kompetencer og gode muligheder for at arbejde på tværs af landegrænser.
Hydrogen er en langsigtet løsning på de miljø- og forsyningsudfordringer som de fossile brændstoffer giver og Nordisk Transportpolitisk Netværk (NTN) tager med projektet "Hydrogen Link" det første skridt hen imod etableringen af en grøn nordisk hydrogen transportkorridor gennem Norge, Sverige, Danmark og Tyskland.
Demonstrationskøretøjer og -tankstationer til hydrogen har eksisteret i flere år. Næste fase er udrulning af en hydrogen infrastruktur baseret på et større netværk af tankstationer.
I Hydrogen Link undersøges mulighederne for etablering af en Hydrogen vej med tankstationer gennem Jylland og Nordtyskland, og hvordan den via færgerne kan forbindes til de iniatiativer, der allerede er i gang i Sydnorge (HyNor) og Vestsverige (Vätgasväg).
Tirsdag den 14. juni 2005 afholder NTN på amtsgården i Århus en work-shop, hvor alle virksomheder, organisationer, myndigheder og privatpersoner med interesse for hydrogen og transport er velkomne. Hydrogen Link skal sikre lokal forankring og et fælles netværk med udgangspunkt i de 14 regioner, der deltager i NTN.
Ringkøbing Amt og konsulentvirksomheden H2 Logic ApS er tovholdere på projektet, der afsluttes med afrapportering på NTN's transportkonference i Stavanger, Norge 5.-6. oktober 2005. Her skal der være skabt et grundlag for videre arbejde med en fremtidig etablering af en nordisk hydrogen transportkorridor, der kan tiltrække internationale virksomheder og finansiering
Download nyheden som PDF: Hydrogen Link Projekt Igangsat
Yderligere oplysninger:
NTN-koordinator Amila Duka, Vest-Agder fylkeskommune
Tlf.: +47 3807 4773
E-mail: amila.duka@vaf.no
Projektleder: Benny Christensen, Ringkjøbing Amt
Tlf.: +45 9675 3622
E-mail: gimbc@ringamt.dk
Tilmeld dig også vores Nyhedsmail: Nyhedsmail