Pressemeddelelse: Kør på brint i Norden i fremtiden
27.06.05
De nordiske lande har en unik mulighed for at skabe en brintinfrastruktur, så man kan køre i brintbiler fra Norge over Sverige og Danmark til Tyskland. Det var det klare budskab fra en workshop i Århus afholdt af Nordisk Transportpolitisk Netværk (NTN) om brintinfrastruktur, hvor repræsentanter fra brintprojekter i Norge, Sverige og Danmark var samlet.
Brint er en vigtig del af en langsigtet løsning på de stadigt voksende miljø- og forsyningsproblemer omkring anvendelsen af fossile brændstoffer.
Demonstrationskøretøjer og demonstrationstankstationer til brint har eksisteret i flere år mange steder i verden. Næste fase er etablering af en infrastruktur baseret på et større netværk af tankstationer.
I Norge, Sverige og Danmark arbejdes der med flere projekter til bygning af lokale tankstationer og anskaffelse af lokale brintkøretøjer.
I Norge har man igangsat HyNor projektet, der vil sikre opførelse af 6 brint-tankstationer langs ruten Oslo-Stavanger. Etablering af den første tankstation begynder i løbet af 2006, idet den norske stat i sidste måned bevilligede 30 millioner norske kroner til projektet.
Sverige har fornyelig opstartet første fase af et projekt, der går på at etablere brint- tankstationer ned langs den svenske vestkyst, hvorved det bliver mulige at køre i brintkøretøjer fra Oslo til København.
I Danmark har Nordisk Transportpolitik Netværk (NTN) banet vej for Hydrogen Link projektet, hvor der i første fase netop nu arbejdes med at samle et netværk af virksomheder og myndigheder, der kan føre til etablering af et antal brint-tankstationer ned gennem Jylland. For få dage siden offentliggjorde Energistyrelsen i Danmark en brintstrategi, hvor det anbefales, at der afsættes 1,5-2 mia. kr. til forskning, udvikling og demonstration af brintteknologi. Strategien ser også brintanvendelse i transportsektoren som et vigtigt element.
Tirsdag den 14. juni 2005 afholdt NTN en workshop i Århus om brintinfrastruktur i Norden med henblik på at igangsætte et nordisk samarbejde.
Det klare budskab fra workshoppen er, at Norden har en enestående mulighed for gennem samarbejde at kunne skabe en brintinfrastruktur, der kan gøre Norden til et attraktivt sted for internationale bilproducenter og udbyder af brintteknologi at afprøve og videreudvikle deres produkter.
- "Det vil glæde mig, om vi med dette projekt i Nordisk Transportpolitisk Netværk kan etablere et nordisk samarbejde på området", siger Poul Müller (K), medlem af Århus Amtsråd og medlem af NTN's politiske styregruppe. "Ved at arbejde sammen i Norden har vi en god chance for at være med til at udvikle dette vigtige område i den fremtidige energiforsyning og samtidig sikre, at der også laves et godt og sikkert system, som bringer brint ud til brugerne", afslutter han.
Nordiske virksomheder besidder en lang række energiteknologiske kompetencer der er vigtige elementer i en brintinfrastruktur. Dertil kommer, at de nordiske lande har stor fokus på udvikling af samspillet mellem vedvarende energi og brintteknologi. En realisering af en brint infrastruktur vil resultere i synergieffekter for industrien og betyde nye forretningsmuligheder og arbejdspladser.
I løbet af sommeren indledes et samarbejde mellem de tre nordiske infrastruktur-projekter. Målet er at etablere en række fælles arbejdsgrupper omkring standardisering, netværk, brintkøretøjer og optanknings-teknologi. Samarbejdet vil bl.a. kunne lede hen til en samlet nordisk ansøgning til EU omkring et storskala- demonstrationsprojekt af brint til transport.
Download præsentationer og billeder fra Workshoppen: Hydrogen Link Workshop præsentationer og billeder
Download nyheden som PDF: Pressemeddelelse: Kør på Brint i Norden i fremtiden
Yderligere oplysninger:
Medlem af NTN's politiske styregruppe
Poul Müller, medlem af Århus Amtsråd
Tlf: +45 2844 5500
Email: pom@ag.aaa.dk
Projektkoordinator - NTN
Tommy Madsen, Nordjyllands Amt
Tlf: +45 9635 1146
Email: amt.ttm@nja.dk
Projektleder: Benny Christensen, Ringkjøbing Amt
Tlf.: +45 9675 3622
E-mail: gimbc@ringamt.dk
Tilmeld dig også vores Nyhedsmail: Nyhedsmail